Sidste destination

Novelle (mystik, krimi)

Bent parkerede den blå Ford mellem de hvide linier på parkeringspladsen og tænkte på pistolen i bagagerummet. Han havde altid vidst at dette ville blive hans sidste destination, selvom det have taget ham fireogfyrre år at nå så langt.

Sært nok var han ikke bange. Hans beslutning om at tage det sidste skridt var blevet forstærket i de sidste måneder af Marias sygdom, da alle grunde til at fortsætte sin sædvanlige eksistens forsvandt med hendes død.

På denne varme juni-dag, betragtede han byen hvor han havde tilbragt alle sine otteogtres år. En-families huse med gavle og spidse tage, der alle lignede hinanden og som var moderne i tresserne. Et andet hus overskyggede det hus hvor Bent var vokset op, men han kunne nemt skimte det gule træhus hvor han og Maria havde boet siden deres bryllupsdag. I byens midte lå caféen hvor de pensionerede samledes for at udveksle den seneste sladder. Bent smilede skævt da han funderede over om han i morgen ville blive stjerne i den lokale sæbeopera.

På den anden side af søen lå den katolske kirke som han besøgte da han var dreng. Han konverterede til katolicismen på grund af Maria. Han ville gøre hende glad, så han svor troskab til Rom. Han spekulerede ofte på om han ville ende i helvede. Han havde gjort op med sig selv, at det kunne være lige meget. At tilbringe sit med Maria, og derefter være offer for evig fordømmelse, var hele prisen værd.

***

Han tænkte tilbage på, da han første gang så Maria Salvatori. Det var en hed juli morgen. Så solrig at ansigterne på fabrikkens nathold skrumpede sammen, da de trådte ud af porten. Klokken var otte, og Bent var lige ankommet til arbejdspladsen. Ved porten stod en ung kvinde – lille, med blankt, mørkt hår og smukke kurver. Hun bar Angela, som dengang var to år gammel, og hun var kommet for at hente sin mand, Salvo. Hendes skønhed, så forskellig fra de blege, blåøjede piger Bent ellers gik ud med, fængede hans øje og tog pusten fra ham. Han sagde dog ikke noget til hende. I 1956, i en lille by på en lille ø, havde en ærbar mand ikke noget at gøre med en anden mands hustru. Alligevel var han betaget af hende og begyndte at søge hende ud hver morgen for at beundre hende på afstand. Hans hemmelige lidenskab voksede med hvert et glimt og om natten drømte han, at hun var hans.

Italienere var ikke almindelige på dette sted, dengang. De vækkede mere opmærksomhed og indbød til nysgerrighed. Som i alle små byer var man skeptisk overfor nybyggere. Bent huskede sin far diskutere familien Salvatori over middagsbordet og hans informationer skulle komme fra den mest pålidelige kilde, nemlig sladrecaféen.

”Villy talte med italieneren den anden dag. Kommer fra Sicilien. Har boet i Aabenraa et stykke tid og kom hertil for tre måneder siden. Man kan undre sig over hvorfor de slår sig ned i en by som denne. De må gemme sig for et eller andet.”

”Måske ville de bare lade deres datter vokse op i en mindre by,” indskød Bents mor. ”Tag noget mere flæsk, min egen. Jeg talte med Maria henne ved købmanden i går. Hun ser ud til at være en sød pige og så taler hun godt dansk. Hun sagde, hun elskede at bo her.”

”Hun har sikkert ikke noget at skulle have sagt i den sag,” brummede Bents far, ”vær du glad for at du ikke er gift med én af dem. De er kendt for at tærske deres koner og holde dem barfodet og gravide. Den stakkels pige er opdraget til at lave kødboller og babyer. Sikke et liv.”

Bent klukkede ved sig selv over mindet af sin fars naive udtalelser, men det var så nemt at tro dengang.

På en september morgen samme år, var Bent kun lige trådt ud af badet, da hans mor ringede og fortalte, at Salvo var fundet død bagved én af fabriksbygningerne, med et enkelt skudsår bagved øret. Landsbyboerne var overbevidst om at det var et mafia-mord, men i disse dage, var organiseret kriminalitet ikke noget en politiafdeling på otte betjente ville have fingrene i.

Nogle troede Maria ville tage tilbage til Italien, men hun blev og supplerede sin mands livsforsikring med rengøringsarbejde. Elleve måneder efter hun blev enke, fandt Bent hende gående på gaden en sen aften med Angela i den ene hånd. Han standsede bilen ud for hende.

”Undskyld mig,” sagde han venligt, ”vi har endnu ikke haft fornøjelsen af at hilse på hinanden. Jeg hedder Bent Jensen. Jeg arbejder på fabrikken som alle de andre. Vil du have et lift?”

For første gang sendte hun ham et vidunderligt smil. ”Tak skal du have, Bent Jensen. Det har været en lang dag. Jeg har set dig før.”

Han fattede næsten ikke at hun nu sad i hans bil, med sin datter på skødet. Da hun bød ham indenfor og tilbød ham rester af lasagne med hendes hjemmelavede sauce, sagde han ’ja tak’ med glæde. Da de havde talt sammen i to timer, fandt Bent mod til at invitere hende i biografen ugen efter.

”Det vil jeg da gerne.” Hendes stemme lød som englesang.

Inden længe vidste alle i byen at Bent og Maria var et par. De var et studium i sig selv – den lille, mørke udenlandske kvinde og den ranglede, blonde lokale knægt, men de var accepteret. Et år senere blev de gift og Bent adopterede Angela. John blev født året efter.

Deres ægteskab var solidt og kærligt. For Bent havde det altid været som at leve i et eventyr, en uafbrudt dejlig drøm, indtil kræften kom og rev ham ind i den kolde realitet.

Han græd skamløst ved Marias begravelse. Efter begravelsen begyndte han pakke sit liv ned. Han puttede de ting han vidste, børnene ville have, i kasser; sorterede og satte mærker på det hele. Han ordnede sine papirer; skrev notater til John, en succesfuld revisor, som han overlod alt juridisk og finansielt. Han mistænkte sin søn for at ville afsky ham for sine handlinger.

Han efterlod alle Marias ting til Angela sammen med et brev der forklarede hans tankegang, så godt han nu kunne. Hun var ikke hans blod, men et barn af hans hjerte. Hun ville utvivlsomt blive såret over hans handling. Angelas mand var en god mand og han håbede at hans svigersøns kærlighed var stor nok til at få Angela gennem det her.

Det havde taget ham to måneder at pakke. Da han havde sat mærke på den sidste kasse, gik Bent ned i kælderen og fjernede et bræt i loftet. Han hev et lille læderetui ud. Han åbnede det og trak pistolen ud. Han havde gemt den under loftet i mange år, så børnene ikke ville finde den og være anledning til en tragedie. Han så ned i etuiet og spottede fem kugler.

Spørgsmålet dukkede op endnu engang. Kunne en mand, i de sidste millisekunder af sit liv, føle det varme bly knuse hans kranium og forvandle hjernen til ubrugeligt gelé? Han rystede hovedet for at blive klar i hjernen og puttede pistolen tilbage i etuiet. Det var tid til at tage af sted.

Han stoppede en sidste gang ved caféen til en kop kaffe og fik pludselig koldsved af de varme hilsener han mødte.

”Go’dav, Bent, hvordan har du det i dag?” Spurgte mændene med sympati i stemmerne.

”Årh, meget god, drenge, meget godt.” Ingen så ud til at bemærke hvor falsk han lød. Maria var død og han var træt af at bære den groteske, smilende løgner-maske. Han drak sin kaffe og sagde ubemærket farvel til sine livslange venner, forevigt.

***

Ben slukkede motoren og efterlod nøglen i tændingen. Han skulle jo aldrig køre igen. Han steg ud af bilen, gik bagom og tog pistolen ud af bagagerummet. Han låste ikke bilen; den skulle jo fjernes fra parkeringspladsen og der var ingen grund til at gøre tingene svære for den der skulle gøre det.

Han skævede rundt, tog en dyb indånding og sugede det sidste til sig af hans hjemby. Bent Jensen rettede skuldrende op og holdt godt fast om læderetuiet med mordvåbenet. Han gik op ad trappen til politistationen for at tilstå mordet på Salvo Salvatori.