Mimosetræet

Novelle (mystik, drama)

Patty sad på sin seng og følte sig på sine ømme skuldre. Hendes arme var fyldt med blå mærker og det føltes som om, hendes brystkasse var blevet større i nattens løb. Det gjorde især ondt når hun trak vejret. Hun fyldtes med vrede over den mand, der var så ond mod hende. Hun sværgede ved sig selv, at hun en dag ville gøre ham ondt. Hun ventede bare på det rigtige tidspunkt. Hun rejste sig og rettede på sit tøj. Hendes krop gjorde ondt, men der var ingen vej udenom. Hun skulle i gang med dagens gerninger.

Det engelske bondehus så helt almindeligt ud, bygget af sten som var karakteristisk for området, med de bløde bakkers tynde lag af granitrester. På husets ene hjørne stod et mimosetræ og roser skød op i massevis, på alle sider af huset. I de sidste to århundreder siden husets opførelse, var der blevet bygget til flere gange. Den ene tilbygning var et stort køkken, der fyldte hele den bagerste del af huset. I køkkenet var der et enormt jernstøbt komfur, som var placeret i midten af den yderste væg. Døren i den væg ledte ud til gårdspladsen. Senere blev der bygget et mejeri ved siden af køkkenet, med indgang gennem en tung trædør. Tilbygningerne fortalte om periodiske velstandsdage for huset og de var for længst forbi.

Den ene halvdel af bondehuset var lejet ud til en familie med tre børn. Bonden og hans datter Patty, boede i den anden halvdel. Patty var fireogtyve. Hun var kraftig bygget, robust og stærk. Hun var døv og brugte sit kropssprog, så godt hun kunne. Af de lokale var hun stemplet som dum.

Bonden var et strengt og stædigt menneske, som gryntede i stedet for at tale og siden der var meget få som besøgte dem, var der kun Patty at tale med. Hun lavede kun få lyde, medmindre hun blev slået, hvilket ofte skete, hvor hun så lavede strubelyde som et dyr. Hun havde aldrig gået i skole og der var ingen bøger i huset, med undtagelse af nogle få journaler om landbrug. Pattys dag begyndte med morgenmalkning og fortsatte med huslige pligter indtil sengetid.

Når hun var ked af det, kiggede hun ud på mimosetræet fra køkkenvinduet. Det var hendes stolthed. Mimosetræer er svære at få til at gro og dette var det eneste i området. Hun havde fornemmelsen af, at så længe hun var der, så var træet der også. Som om de holdt hinanden i live.

Alle på gården arbejdede eller var bare lidt produktive, undtagen børnene. De betragtede gården og dens omgivelser som en fornøjelig legeplads – et levende eventyr med både feer og monstre. Børnene var der af nødvendighed. De var ikke vellidt eller ønsket af hverken bonden eller Patty. Hun tolererede deres gennemgang gennem køkkenet til bagdøren, så længe de ikke afveg fra den direkte gang fra dør til dør. Bare de gik hen mod mejeriet, fik Patty til at jage dem ud af køkkenet. Som de fleste børn var de tit onde og moppede Patty fordi hun ikke kunne tale. De så hende som en drage de skulle passe på, og sommetider pillede de blade af mimosetræet bare for at få hende til at jagte dem. Pattys raseriudbrud, født af frustrationen over ikke at kunne udtrykke sig, var så skrækindjagende, at det tit var nok til at holde dem af vejen. Det var heller ikke svært eftersom Patty var begrænset til kun at opholde sig i kostalden, køkkenet og mejeriet.

Hun gik sjældent andre steder hen og forlod aldrig gården. Hvis hun vovede sig væk fra sit territorium, slog hendes far hende sønder og sammen. Det var hans måde at tale med hende på. Han gik ikke ud fra at hun forstod andet end det. Bonden behandlede sin datter som en genstridig ko og når han endelig ville have, at hun skulle gå et andet sted hen, ville han vende hende rundt og klaske hende i nakken for at få hende til at gå fremad. Patty var en robot – en effektiv landbrugsmaskine.

At Patty ikke kunne tale, vækkede to reaktioner i folk. De gjorde grin med hende eller de lod hende være. Hendes styrke og frygtelige temperament vækkede ikke folks sympati. Arbejderne, der kom hvert år for at hjælpe til med høsten, elskede at provokere hendes temperament hvilket ikke var svært. Så ville de grine ad hendes forgæves forsøg på at udtrykke sin vrede, mens hun jagtede dem og smed ting, hun kunne finde på jorden, efter dem. Naboerne lod hende være. De var vant til hende og ville ikke have problemer med bonden.

Høsttiden kom og alle ventede på arbejderne, der skulle hugge hveden og smide det i tærskeren, for at sortere kornet fra. Denne gigantiske maskine var lejet til formålet hvert år. Patty havde travlt i mejeriet, med at lave de bjerge af mad, som arbejderne ville fortære.

Hun var ved at lave ost og gjorde klar til at kærne smør, da hun lagde mærke til gårdens ældste barn, Elise, der gik langs hækken og spiste blåbær, mens hun plukkede vilde blomster. Hun ænsede ikke Elise ret længe og fortsatte arbejdet. Det var en solrig dag som alle andre sommerdage, og nætterne var kun korte hvilestunder.

Med en buket blomster i hånden gik Elise ind i køkkenet. Døren til mejeriet var åben. Hun havde aldrig set mejeriet indefra, så hun gik hen til døren og kiggede ind. Væggene var af sten og vinduerne var små og høje, så bygningen var i stand til at holde det koldt. Patty var ved at skille mælk. Hendes ansigt så mildere ud end sædvanligt. Dette var hendes domæne. Her var hun noget særligt. Stedet kunne ikke køre rundt uden hende, og hun kunne fremstille ost og smør som ingen andet i området.

Elise blev stående i døren, til Patty fik øje på hende og rakte armen med buketten ud, for at tilbyde hende blomsterne. Patty stirrede på hende et kort øjeblik hvorefter hun vinkede hende til sig. Elise gik ind i mejeriet og lukkede døren bag hende.

”De er til dig,” smilede Elise, selvom hun godt vidste, at Patty ikke kunne høre hende.

Patty så skeptisk på hende og tog blomsterne. Hun satte dem forsigtigt i vand i en kande. De vilde blomster så fremmede ud, i det sterile miljø i mejeriet med lyse farver, der ikke passede sammen. Hun så tilbage på Elise, der igen smilede til hende og gengældte hendes smil.

Elise så sig om i mejeriet og begyndte at gå rundt i rummet. Patty holdt øje med barnet, der nysgerrigt undersøgte de underlige maskiner og containere. Patty gik efter hende og prøvede med kropssprog at forklare hende, hvordan ost blev til og hvordan mælk blev skilt. Kommunikationen var svær til at begynde med, men snart lærte de at forstå hinanden. Patty viste Elise hvordan man betjente maskinen, der kærnende smør. Det var hårdt arbejde. Smørkærnen var gammel og tung. Som smørret begyndte at forme sig, kunne Elise ikke længere dreje håndtaget, så Patty placerede sine hænder ovenpå hendes og sammen drejede de, indtil smørret var færdigt. Pludselig indså Patty hvilke konsekvenser dette kunne have for Elises sikkerhed. Hun kunne komme galt af sted på mere end én måde. Elise kunne få fingrene i maskinen og komme grueligt til skade, men hvad endnu værre var, hun kunne blive opdaget af bonden. Patty gik hen til døren, åbnede den og gav tegn til at Elise skulle gå. Hun betragtede Elise mens hun gik over gulvet og ud på gårdspladsen. Patty gik atter ind i mejeriet og lukkede den tunge dør bag hende.

Dette var dog kun begyndelsen. Elise begyndte at hjælpe Patty med hendes pligter og Patty lærte hende at malke en ko og fodre hestene. Sammen samlede de æg og fodrede hønsene. Elise var glad for disse opgaver og følte at der var brug for hende. De vidste begge, at deres venskab måtte forblive en hemmelighed og at det ville blive betragtet som en indblanding i arbejdet på gården. Bonden var ved at blive gammel og der var mere arbejde end to mennesker kunne klare. Han ville betragte barnet som en klods om benet på Patty, der ville blive forhindret i at arbejde. Elise havde lært at komme, når bonden var kørt afsted.

Patty og Elise var et umage par og de havde snart udviklet et varmt og stærkt venskab. Elise var et lyst barn – et stykke tidselfnug, der vilkårligt svævede over engene og skovene i en verden der altid var ny og spændende. Patty begyndte at følge Elise over engene indimellem, når hun trængte til en pause. Det var som om, hun fik en helt ny verden at se. Noget hun ikke engang havde turdet drømme om. Elise viste hende, hvor fuglene havde bygget rede sidste forår. De travede igennem de skarpe stubbe af hugget hvede og betragtede de utallige små væsener som virkede så fri, men dog så tynget af at skaffe føde som Patty var. De fandt et sted, hvor de kunne plukke hasselnødder og knækkede dem mellem to sten. Sommetider gik de langs hækken for at plukke blåbær, som hang i masser imellem buskene. Det var en tid for skønhed og eventyr, men den lange sommer var næsten forbi.

En dag kom de tilbage til gården senere end de plejede og så bilen parkeret på gårdspladsen. Bonden var kommet tilbage og ledte efter Patty. Da han så dem komme frem af engene, bandede og svovlede han, mens han gik imod dem. Patty satte i rend og løb mod køkkenet. Elise var skrækslagen og begyndte at græde.

Patty stod i køkkendøren og stirrede på sin far, mens han voldsomt rystede den lille pige og trak hende med til sine forældre for at klage over hende. Hun fyldtes med vrede og anger og havde lyst til at gøre noget. Hun måtte beskytte Elise så godt hun kunne, mod den onde mand. Hun vidste, at Elise aldrig ville turde vende tilbage.

Hun drejede om og gik ind i mejeriet. Hun travede arrigt op og ned ad gulvet, og hendes vejrtrækning blev tungere. Hun rystede indeni så hun svedte, men hun vidste, hvad der nu skulle ske. Noget hun havde lovet sig selv længe. Hun så rundt i mejeriet og fik øje på kniven som hun brugte til at skære ost med. Langsomt tog hun kniven i hånden, vendte sig om mod døren og ventede på sin far.

***

Patty gravede det meste af natten, til hun mente at hullet var stort og dybt nok til at kunne dække bonden. Hun svedte som en hest, men følte sig ikke træt. Hun følte sig fri og lettet over, at hun nu ikke havde nogen til at bestemme over sig. Hun kunne køre stedet bedre end ham, og dem der mente det anderledes, kunne bare vente sig. Det var sidste gang de havde sagt, at hun var dum. Hun tog bonden i benene og hev ham ned i hullet. Hun rev alt sit blodige tøj af og smed det ovenpå ham. Hun dækkede hullet til, stampede på det og smed mere jord og blade på.

Nøgen som hun var, gik hun tilbage til huset. Hun skulle bare gøre det sidste rent indeni huset. Så var det som nyt. Hun havde kørt bilen ned til søen, ved marken, hvor han plejede at arbejde. I morgen kunne hendes nye liv starte. Hun ville starte sin morgen, som hun altid havde gjort.

 

Faldne blade

Novelle (mystik)

Gamle Laura sad og skuttede sig ved den grankvist, hun gennem kommunen var blevet bevilget. Det var nemlig sådan, at et par godgørende gartnere nord for byen, havde fået den smukke tanke hver jul at skænke kommunen et parti grankviste, til uddeling blandt de syge og gamle. Kvisten var sprøjtet med hvid glimmermaling. Lidt kulørte bånd var der også. Den kunne såmænd godt gøre det ud for et juletræ – i alt fald til en enlig.

Hun kunne ikke lade være med at røre ved grankvisten. Det er typisk Laura. Hun smilede ved sig selv. Smilet stivnede lidt, uden at hun egentlig tænkte over det. Det, hun tænkte på, var alle de juleaftener hun havde holdt for sin familie…

Hun havde altid brugt hele december måned på at forberede denne aften. Ikke en dag var gået spildt. Hun havde sørget for at børnene fik deres pakkekalendere, at der blev bagt småkager og lavet konfekt. Hun inviterede altid de familiemedlemmer hun ikke skulle tilbringe juleaften med, til julegløgg og æbleskiver og hvad der ellers hører til. Hun lavede selv sit julepynt og insisterede på at børnene skulle have en julehistorie hver aften inden de skulle sove. Hun elskede, at se denne forventning og glæde i deres øjne og elskede at overraske dem. Jens, hendes mand, forsøgte at holde modet oppe med alle hendes julerier. Han syntes, det var noget pjat, at gøre så meget ud af det. Det var unødvendigt. Men når Laura knoklede med julegåsen, kålen, de brunede kartofler og alt det andet der hørte til julemiddagen – ja, så var Jens glad. Så var det ham, der havde glæde og forventning i øjnene. Han kredsede konstant om hende og gryderne, indtil Laura måtte skrue tonen på og smide ham ud af køkkenet.

”Ja – kære Jens. Det var måske noget pjat. Jeg gjorde nok for meget ud af det. Se mig nu. Nu er her ingen. Jeg helt alene…” Laura talte med Jens hver dag. Det var ligesom om, han var den eneste, der rigtigt lyttede. Hun rørte igen ved grankvisten. Hun skulle altid røre ved noget, der var smukt.

Den gjorde gavn på mange måder. Grankvisten. Ikke mindst for gartnerne, som jo netop nu sad og gjorde deres tanker ved de strålende edelgranner. Velbehageligt mætte ved kaffen og cognac’en som slutning på et veloverstået gaveræs.

Hæh – ja, tænkte de, Pelsen til mutter – som hun selv havde fået lagt til side – og ungerne lod til at være ovenud tilfredse med de elektriske tog, stereoanlæggene og mountainbike’ene, som med lidt held kunne holde nytåret over. Tanken berørte også leverancen først i december til kommunen og bragte en lille tåre frem i øjet, men som hastigt blev visket bort med spidsen af slipset, for følelser skal man ikke vise. Ja, nu sad alle disse gamle med lys i øjnene ved deres små juletræer. Så klarede vi også overskudsproduktionen, og så kan det trækkes fra når det kommer til stykket. Ikke dårligt.

Lauras hjemmehjælper – Kate – som jo kom to timer hver anden uge, havde da hun var der sidst, gjort nogle juleindkøb og havde glemt at aflevere byttepengene fra købmanden. Men hun kommer jo igen 3. juledag. Så har hun dem nok med.

Hun havde fået udskiftet sin hofte for snart femten år siden. Smerterne var stærke og hun spiste et hav af piller hver dag. Laura var holdt op med at græde over smerterne. Det rørte hende ikke så meget mere. Det var, som om hun havde lært at leve med dem. De skulle ligesom være der. Ellers var hun jo ikke Laura, vel? Så ville hun vel være død.

For et par dage siden havde hun set en udsendelse på TV om et nyt gennembrud for lægevidenskaben. Nu kunne man forlænge livet med mange år. Det var åbenbart ikke nok med at blive halvfems eller hundrede. Laura rystede på hovedet. Hun kunne ikke lade være med at have ondt af de unge læger. For de havde ingen anelse om, hvad de var oppe imod. Hun kunne ikke forestille sig at nogen på hendes alder og med hendes helbred, havde lyst til at blive ældre.

Hun havde holdt sin 85 års fødselsdag i november. Børnene – drengene – kom begge to med blomster og chokolade. Hun fik også en ny pung, som hun blev meget glad for. Børnebørnene gav hende en natkjole og en dejlig varm morgenkåbe. Laura var overvældet. Hun havde ikke set skyggen af disse mennesker i over tre måneder og så nu… Der var jo så meget hele tiden, havde de sagt.

Laura havde spist julemiddag – and – i middags. Kommunens madudbringning ville fordyres væsentligt, hvis man på særlige dage skulle bringe mad ud til de gamle på andre tidspunkter, end sædvanligt. Laura var igen blevet sulten. Mon ikke der skulle være en halv vinge tilbage, og gumpen var der vist også.

Der kronedes med held. Der var lidt stumper tilbage af den kvarte and. Kaffe var der ikke mere af. Det var så svært at få hentet – især siden de havde beskåret hjemmehjælpen.

”Der er dem der må klare sig med mindre,” sukkede Laura fortrøstningsfuldt, hvor har vi det dog godt, tænkte hun og så på ”juletræet”. Hun kiggede rundt i sin stue. På sit julehjem, som hun selv havde pyntet igen i år.

Laura glædede sig over at hun endnu selv kunne pynte sit hjem. Hun havde et gangstativ, men det var for besværligt at gå med indenfor. Det hang altid fast i tæpperne rundt omkring. Hun mente også, at det var bedre at holde sig i gang. Smerterne jog endnu engang igennem hendes krop, men Laura fortrak ikke en mine. Hun holdt fast ved sin sofa, mens hun så ud ad vinduet. Det kunne få hende på andre tanker…

Hun huskede den tid hvor hun forelskede sig i Jens. Nu kunne hun smile. Jens var normalt en glad mand, men kunne dog også være besværlig. Hun savnede ham. Da hun mødte ham havde hun drømt om, at de skulle blive gamle sammen. Men Jens blev kun toogtres år. Kræften havde overvundet ham og han måtte give op. Han havde grædt mange gange, fordi han skulle forlade hende. Han havde sørget for, at hun kunne leve uden ham. At hun kunne opretholde sin standard, som om han stadig var der. Sorgen havde været svær for Laura, men drengene og deres familier havde været der. De havde støttet hende alt hvad de kunne, skønt Laura ikke kunne lade være med at tænke på deres ord: Alting var meget bedre da far levede. Laura spekulerede på om de nu bare ventede på… Hun lod sig ikke mærke med noget.

Sønnerne. Der var to. De havde deres at se til. Den ene havde dog lige lagt vejen forbi, den første december. Han havde talt noget om en mekanikerregning og nogle nye dæk. Han havde da heller ikke afslået, da hun tilbød ham en lille sum. Hun ville have købt fyringsolie for pengene, men mente nu nok hun kunne klare sig lidt endnu. Ovnen kan skrues ned.

Det peb lidt ind ad vinduet. Et enkelt af lysene på grankvisten gik ud. Ja, tænkte hun vedligeholdelse kan det ikke rigtig blive til. Vinduet havde været utæt længe. Næsten siden Jens døde og det er mange år siden. Han var mand for at lave den slags og håndværkerne er så dyre og drengene har ikke tid.

I efteråret havde Laura været på kommunen. Hun havde læst et sted, at man kunne få hjælp til dunkpetroleum og til betaling af ejendomsskatter. Damen ved skranken havde sagt, at hjælp til ejendomsskatter kunne der under ingen omstændigheder være tale om, da hun jo havde lidt renteindtægter ved siden af pensionen.

”I øvrigt må vi overveje at administrere den pension”, sagde hun, ”det er påfaldende hurtigt, dine penge er brugt. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre ved din ansøgning om petroleumshjælp, men så må du også lade være med at bruge fyret og i stedet lukke nogle rum af. Dit hus er alt for stort. Der er andre, der må klare sig med mindre!”

Huset havde Laura og Jens bygget, da de var helt unge. Pengene havde de sparet sammen ved hårdt arbejde. Jens havde selvfølgelig taget det største slæb. Han tog til Sverige for at arbejde i et par år, det kunne betale sig. Laura er sikker på at den ældste af drengene, blev undfanget på den første nat i huset. Hun smilede igen. Hun opdagede en tåre løb ned ad hendes kind. Det var tider dengang. Dengang, hvor alt tegnede lyst og godt. Hun havde været lykkelig sammen med Jens. Sammen kunne de klare hele verden. Snart skulle de ses igen, det var hun sikker på. Det kunne ikke vare længe mere. Hun havde haft et langt og godt liv.

Laura sad endnu en stund i tankerne og lod lysene på kvisten brænde ned. Jeg må i seng – uh, det er blevet sent. Hvor har jeg nu lagt mine piller? – Jo, i køkkenet. Hun følte sig træt og udmattet, så hun tog denne gang sit gangstativ. Hun faldt så lang hun var. Da hun ville rejse sig, kunne hun ikke. Hun kunne heller ikke nå snoren til kaldeanlægget. Den var jo anbragt over hendes seng i det modsatte hjørne af stuen. Det går nok heller ikke at bruge den, tænkte hun, Falck-manden bliver nok vred. Sidste gang sagde han jo, at jeg ikke måtte alarmere, blot fordi jeg skulle tisse.

Varmen fra petroleumsovnen, som var skruet ned, rakte ikke til køkkendøren, hvor hun lå. Hun ærgrede sig lidt over, at hun ikke fik hældt på ovnen.

Ovnen gik ud, men Laura frøs ikke mere. Hendes tanker gik tilbage til hvor hun var ganske ung. Tilbage til, hvor hun var helt lille. Hun så hele sit liv i et kort sekund. Hun smilede igen og lukkede øjnene.

Tre dage efter kom hjemmehjælpen og fandt Laura.

”Er du faldet?” Råbte hun.

Kate så, at Laura var helt blå. Hun prøvede ikke at gå i panik. Hun ringede efter en ambulance. Imens betragtede hun Laura. Hun så så fredfyldt ud, som hun lå der. Med et lille tilfreds smil på læben. Som om alting var i orden. Det var vel i orden at dø, når man var så gammel, tænkte Kate. Hun gøs. Hun kunne ikke tænke sig at blive så gammel. Hun havde set nok. Ambulancen ankom tyve minutter senere. De lagde forsigtigt Laura på en båre og lagde et hvidt lagen over hende.

Laura havde stadig et smil på sine læber…

 

Kærlighed og tømmermænd

Novelle (Kærlighed, mystik)

”Find dig en anden,” sagde Kirsten bestemt. Hun så ud til at mene det og det vidste Ane også godt. Kirsten pakkede aldrig noget ind. De sad på natklubben, hvor musikken buldrede ud af højtalerne og de var omgivet af de samme fulde og fjollede mennesker, som plejede at være der. Ane spekulerede på om hun var den eneste, der ikke var i godt humør. Hun forestillede sig at folk lagde mærke til hendes sure ansigt, med øjne der ikke udstrålede noget som helst. Det var jo meningen man skulle være glad og more sig sådan et sted, men Ane havde svært ved at se noget sjovt i hendes liv i det hele taget.

”Åh ja, flere problemer,” svarede Ane og fremtvang et smil. ”Skulle det nytte noget?”

Kirsten tændte en smøg og så på hende. ”Var det ikke bedre at du kom ud af dette forhold som bare ødelægger dig? Du føler jo ingenting. Du går bare og dagdrømmer. Ane, for fanden,” råbte Kirsten og skruede sit gode humør på, ”han er ikke værd at samle på, indse det. Han bestiller ikke andet end at brokke sig over hvad du gør og ikke gør. Han har et frygteligt temperament og ser ud til at hade alt og alle. Han er sjældent glad, Ane, og det går ud over dig hver dag!” Kirsten var meget opstemt. Der skulle ske noget og allerhelst i aften.

”Sidder der nogen her?” Ane så op. Hun mistede mælet, da hun så den smukke skabning. Han sendte hende et smil og satte hovedet på skrå. Ane smilte genert og så pludselig ned i gulvet. Hun følte sig virkelig dum over sin generthed. Hun var sjældent genert, men en masse velkendte følelser fyldte hende. Følelser som havde været borte længe, men stadig lå og lurede i underbevidstheden. Ane tog det som et tegn på at der stadig var liv i hende og smilte ved tanken.

”Nej,” råbte Kirsten for at overdøve musikken. ”Sæt jer bare her, vi kunne godt trænge til selskab.” Kirsten slog ud i et grin og det samme gjorde de to mænd. Ane opdagede den anden mand nu og hilste på ham.

”Jeg hedder Jesper,” sagde skønheden og rakte hende sin hånd.

”Ane,” svarede hun og smilede til ham. Han gengældte hendes smil og blev ved med at holde øjenkontakten. Hans ven præsenterede sig som Allan og han og Kirsten faldt hurtigt i snak. Kirsten var helt oppe på dupperne og tog Allan med ud på dansegulvet.

”Så er vi helt alene,” smilte Jesper, ”lad os skåle på det!”

”Ja, det er vi jo,” svarede Ane og følte sig dum over den bemærkning. Hun følte, hun svedte over hele kroppen og især i hænderne. Hun bad sig selv om at falde til ro, ellers mistede han nok interessen. De fik brudt isen og talte i timevis. Kirsten og Allan var forsvundet, men det varede længe før Ane og Jesper opdagede det.

”Det er sjældent, man møder én man kan tale så godt med som med dig,” sagde Jesper. Ane nikkede og tog hans hånd.

”Lad os danse,” sagde hun og rejste sig op. Hun havde fået et par drinks og alt gik meget bedre. Nu var hun fast besluttet på at tage Kirsten på ordet og prøve at leve igen. De dansede tæt og lod hænderne glide henover hinandens kroppe. De kom hinanden nærmere og deres læber berørte hinanden blidt. Ane lukkede øjnene. Hun ville føle dette her fuldt ud. Hun ville svæve på skyen igen. Kyssene blev vildere nu og hun følte det som hun var ved at besvime. Han hviskede søde ord i hendes øre og hun slugte det hele. Hun brændte for at høre mere. Nu kunne det være lige meget om han fyldte hende med løgn. Det var nuet der gjaldt. Ingen andre end de to eksisterede.

Jesper fulgte hende hjem og hun var ligeglad med om de blev set. De var så optaget af hinanden at de ikke ænsede noget omkring dem. Ane havde fortalt ham, at hun ikke boede alene, men Jesper var ligeglad. Han ville se hende igen. De stod udenfor opgangen, hvor hun boede. Kyssede hinanden længe inden de tog afsked. Ane fik hans nummer og hun vidste hun ville gøre brug af det. Han slap hende og sagde ”på gensyn” og hun blev stående, mens hun betragtede hans bevægelser. Hun skulle lige samle sig. Finde den rette maske, hvis Joakim skulle være vågen endnu. Hun følte hun havde været hovedpersonen i en drøm, og når hun vågnede igen ville alt være ved det gamle. Joakim var gået i seng, da hun kom ind i lejligheden. Hun åndede lettet op, og kunne falde blidt ind i drømmeland og fortsætte hvor hun slap.

***

Ane stod op næste eftermiddag til et afsindigt rod i lejligheden. Hun havde ikke lagt mærke til det, da hun kom hjem. Joakim sad foran tv’et med en pose chips, og så ud til at være ligeglad med verden omkring ham. Det irriterede hende at se lejligheden i denne stand. Men det var typisk. Joakim kunne ikke tage sig sammen til at lave noget husligt. Han interesserede sig kun for fjernsynet og sine venner. Hun havde forsøgt at få ham til at søge job, men ikke en gang det kunne han tage sig sammen til. Hver dag kom hun hjem fra skolen og kunne begynde at rydde op og gøre rent efter ham. Dumme, beskidte svin, gøs hun. Hun afskyede ham nu og hun kunne ikke længere se noget formål med deres forhold. Hun følte intet, når hun så på ham. Hun gik gennem stuen og ud på badeværelset uden et ord. Joakim kiggede på hende ud af øjenkrogen mens hun gik forbi, men sagde ingenting. Ane tog et langt og varmt brusebad mens hun drømte sig tilbage til natten i forvejen. Hun måtte se Jesper igen og det kunne ikke gå stærkt nok.

”Nåh, var det sjovt i går?” spurgte Joakim.

”Udmærket,” svarede hun kort. Joakim ventede på mere.

”Skete der noget særligt?” Spurgte han så.

”Næh, vi dansede og snakkede og havde det sjovt,” svarede hun. Og hvorfor interesserer du dig pludselig for hvad jeg laver? Ane gøs igen og følte ingen dårlig samvittighed. Hun tog hurtigt tøj på i soveværelset og gik ind i stuen igen.

”Jeg smutter over til Kirsten. Der må gerne være ryddet op, når jeg kommer hjem igen.” Sagde hun. Joakim skulede mens han stadig have et øje på fjernsynet.

”Hvornår kommer du så hjem igen?”

”Det ved jeg ikke,” svarede Ane, ”du skal ikke vente med mad eller noget.” Joakim stirrede på hende og fór op fra sofaen.

”Hvem fanden tror du egentlig, du er? Tror du bare at kan kommandere rundt med mig og så skrider du bare?!”

”Jeg vil gerne have, at du rydder op efter dig og dine venner. Det er ikke mig, der har lavet alt det rod. I øvrigt gør du også hvad der passer dig! Vi er aldrig alene. De er her altid! Ja, jeg skrider nu, jeg vil være mig selv nu!” Ane rev sin jakke ned fra stumtjeneren og gik mod døren. Joakim tog fat i hendes arm.

”Ane, for fanden! Kan vi ikke snakke om det?” Ane så opgivende på ham.

”Nu vil du pludselig snakke! Men nu har JEG ikke tid!” Hun rev sig løs og smækkede døren bag sig.

***

Hun fandt en telefonboks. Hendes hjerte hamrede og svedperlerne begyndte at springe frem på hendes krop. Hold nu op, Ane. Der er sgu’ da ikke noget at være nervøs over! Hun hev den lille seddel frem med Jespers nummer og begyndte at ringe op. Hun koncentrerede sig om at ramme de rigtige knapper mens tusind tanker fór gennem hovedet på hende. Hvad nu hvis han havde fortrudt? Røret i den anden ende blev taget og Jesper blev glad for at høre hendes stemme. Hun åndede lettet op og følte glæden overstige nervøsiteten.

I Jespers arme kunne hun gemme sig og føle varme og tryghed. Hans kærlige strøg og varme, bløde kys fik hende både til at gå tilbage i drømmetilstanden og glemme alle sorger omkring hende. Her kunne hun for en stund gemme sig fra den virkelige verden, der lurede og ventede udenfor. Hun havde lyst til at vise Jesper frem for hele verden og bekende sin kærlighed fuldt ud. Jesper kunne mærke, at hun havde brug for at tale om sit liv og han var villig til at lytte. I ham havde hun ikke kun fundet en kæreste; hun havde fundet en fortrolig ven der ligesom hende havde oplevet livets grå sider.

***

Når hun kom hjem til sig selv blev hun igen konfronteret med Joakim. Hans roderi og dårlige humør var ved at knække hende, og hun følte de dårlige vibrationer, så snart hun nærmede sig sin hoveddør. Hun vidste, hvad hun skulle i gang med, så snart hun trådte indenfor og lukkede bevidst øjnene for svineriet der mødte hende. Hun kendte vejen til skabet med støvsugeren, som sin egen bukselomme. Joakim kunne råbe højt bare ledningen til støvsugeren, var i vejen for ham.

Han eksploderede, når hun ikke ville give ham penge til de nye sko, han lige havde set på tilbud, skønt Ane forklarede ham at de skulle have penge til hele måneden. Den samme dag han havde været på bistandskontoret, forlangte Ane den halvdel af huslejen, han skulle betale og resten gik til vennerne, der troligt troppede op og forlangte de penge, han skyldte dem. Så havde han ikke flere og det var stadig den første i måneden. Ane kæmpede med sit lille stipendium hun fik tildelt for at gå i skole og det skulle forsørge dem begge. Sådan havde det stået på i over et år. Han var da begyndt på en uddannelse, men blev smidt ud af skolen, fordi han aldrig mødte op. Han hadede at stå tidligt op og kunne først tage sig sammen til noget ved middagstid.

Nytårsaften gik det helt galt. Ane huskede stadig den aften med afsky og det var tre måneder siden nu. De havde været i byen med nogle venner og Joakim ville have sex, da de kom hjem. Hun havde ikke lyst; hun var træt og også for fuld. Joakim var uden et ord gået ind i stuen, mens Ane gjorde sig klar til at gå i seng. Hun stod med ryggen til ham, da hun mærkede at han igen stod i døren til soveværelset. I det hun vendte sig om kom der noget flyvende direkte imod hende og ramte hende hårdt i tindingen. En appelsin ramte gulvet og Ane rystede som et espeløv. Joakim stod kold og roligt og skulede til hende i døren. Hans øjne blev sorte og alt hvad de udstrålede var koldblodigt had.

”Hvad er det du gør?” Skreg Ane og tog appelsinen og kastede den tilbage til ham. Hun vidste godt, at hun ikke kunne ramme lige så godt og så hårdt som han, men hun var ude af stand til at tænke klart i dette øjeblik. Joakim sagde ikke et ord, men kom hen til hende og stak hende en knytnæve i ansigtet, så hun faldt bagover og ramte sengebordet.

”Hvis jeg ikke kan få sex, hvad fanden skal jeg så bruge dig til?” Hvæste han. Han gik ind i stuen og tændte fjernsynet. Ane kunne høre ham smide sig i sofaen og smække benene på bordet. Hun kom op fra gulvet og satte sig på sengekanten. Hendes blod fór gennem årerne på hende og hun sitrede over hele kroppen. Hun gemte sig under dynen og græd sig i søvn.

***

”Hvor længe har du tænkt dig at det her skulle stå på?” Jesper så direkte på Ane, uden at blinke.

”Jeg prøver, at finde en mulighed for at gøre det forbi med Joakim på en god måde. Jeg er bange for at han flipper ud!” Svarede hun.

Jesper vendte det hvide ud af øjnene og sagde: ”Og hvordan gør man så det?”

Ane så på ham og mærkede irritationen stige. ”Det ved jeg altså ikke!” Hun følte sig under pres, men forstod også Jesper. De havde kendt hinanden i en måned og Jesper var træt af, at skulle skjule sin kærlighed. Han gik hen til hende og omfavnede hendes ansigt med sine hænder.

”Jeg kan altså ikke fortsætte sådan. Jeg savner dig vildt når vi ikke er sammen. Jeg vil have dig her om natten – ja – hele tiden. Jeg vil kunne gå hånd i hånd med dig på gaden, for fanden!”

Ane mærkede tårerne stige og alt hun kunne gøre var at nikke. Hun tog hans hænder væk fra sit ansigt og holdt om ham.

”Hvad siger du så?” Spurgte han stille. Ane måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke bryde vildt ud i gråd.

”Jeg er ikke i tvivl om at det er dig jeg vil have. Jeg skal nok gøre det – meget snart.” Forsikrede hun ham.

***

Telefonen ringede arrigt, men Joakim læste videre i sin avis skønt han sad nærmest til at tage den. Ane løb gennem stuen og greb røret. Hvis der var noget hun hadede, var det en telefon, der blev ved med at ringe.

”Hvad så, går det godt?” Det var Kirsten. Hun lød som om der var et helt specielt formål med hendes opringning.

”Det går da,” svarede Ane i så glad en tone, som det kunne lade sig gøre.

”Det tænkte jeg nok! Når der er gået tre timer, ringer jeg igen, og så har du bedt ham om at flytte!” Kirsten havde lagt røret på inden hun nåede at svare. Hun stod som lammet med røret i hånden.

”Hvem var det?” spurgte Joakim og brød stilheden. Der var selvfølgelig lyden af fjernsyn, men det stod stille for Ane.

”Nå, det var bare Kirsten, hun havde lidt travlt,” svarede hun.

”Nå, men hvad ville hun da?” Joakim ænsende ikke avisen et stykke. Ane stirrede på ham. Hun havde svært ved at finde ord lige nu, men de kom til hende uden hun mærkede dem.

”Det ringede på døren i det samme, så hun ringer senere.” Joakim havde holdt blikket på hende, men så igen ned i avisen. Hun betragtede hans øjne, mens hun stadig stod på samme sted. Pludselig skød der en kraft op i hende og hun satte sig i sofaen overfor ham.

”Jeg synes, vi skal stoppe,” fik hun endelig sagt.

***

Hun havde siddet der længe, inden hun blev afbrudt af telefonen. I mellemtiden havde hun slukket for fjernsynet og bare nydt stilheden. Men hun havde ikke rejst sig. Hun greb telefonen.

”Nå, hvordan går det så?” Kirsten havde en anden tone på denne gang.

”Jeg har gjort det forbi; det endte med et brag.” Ane fortalte hvad der var sket. Hun havde fortalt Joakim alle grundene til hendes brud. Hun bad ham om at flytte ud til én af hans kammerater. Han var blevet ked af det, men havde også rast af hende. Han havde taget sig til hovedet; revet sig selv i håret. ”Du er en kælling! Alle kvinder er kællinger!” Havde han råbt. Ane havde ladet ham rase ud og hun fulgte hver en bevægelse han gjorde, inden han stormede ud af døren. Hun kunne høre Kirstens åndedrag i den anden ende, mens hun fortalte historien.

”Godt gået, tøs!” Kirsten lød glad og lettet. ”Nu har du chancen for at leve!”

”Jeg er bange for hvad han vil gøre,” Ane tøvede. Hun var stadig ikke rolig ved situationen.

”Husk at du har venner,” trøstede Kirsten. Ane kunne høre hende smile. De blev afbrudt af dørklokken.

”Det ringer lige på døren – vent lige!” Ane gik ud for at åbne og hun huskede at hun havde brugt dørklokken som undskyldning for at Kirsten ringede tilbage senere. Hvor ironisk, tænkte hun og smilede ved sig selv. Smilet stivnede, da hun åbnede døren og øjnene to politibetjente.

”Er du Ane Zachariassen?” spurgte den ene. Ane så lamslået på dem og nikkede.

”…og du bor sammen med Joakim Gottlieb?” fortsatte betjenten. Ane nikkede igen.

”Så har vi en sørgelig meddelelse til dig…må vi komme indenfor?”

***

Joakim løb ned ad gaden. Ned i den indre by. Han holdt hænderne for sit hoved. Han skulle bare have disse frygtelige dæmoner ud af kroppen. Så skulle det nok gå alt sammen. Så ville han tage hjem til Ane og bede om tilgivelse. Tilgivelse for alt det onde, han havde gjort. Det var dæmonerne, der fik ham til at gøre det mod hende. De fik ham til at råbe af hende. De fik ham til at slå hende, og det ville han bede om tilgivelse for. Hun havde grædt af fortvivlelse og havde ikke talt til ham i en måned. Det ville han bede om tilgivelse for. Han ville lægge sig på sine grædende knæ og tigge hende. Tigge, tigge, tigge! De fandens dæmoner. De kom til ham hver dag. De skulle af vejen. De skulle slås ihjel. De skulle altid gøre det modsatte af, hvad han ville. Han ville forandre sig nu. Han ville tage sig sammen og jage dem væk. Lastbilen havde han ikke hørt i sin fortvivlelse. Han løb lige ud foran den. Den kunne umuligt nå at stoppe. Han havde ikke hørt den, skønt den var tæt på. Det var dæmonerne, der fik ham til det…

***

Ane holdt sig i baggrunden til Joakims begravelse. Hele hans familie stod sørgende omkring kisten og lyttede til præstens ord. Ane vendte sig og gik. Hun begyndte at småløbe. Hun måtte bare hjem. Hjem, for at være alene. Jesper ventede på hende ved hendes dør.

”Er du okay?” spurgte han og ville holde om hende. Hun trak sig væk fra ham.

”Ikke nu Jesper, jeg skal være alene nu”, svarede Ane og begyndte at føle arrigskab. Hun tog sig selv i det. Det havde han jo ikke fortjent.

”Er der ikke noget jeg kan gøre for dig? Hvad med os?” Han så fortvivlet på hende. Ane trak vejret i dybe åndedrag. Hun så på ham og rystede på hovedet.

”Har jeg mistet dig?” Spurgte Jesper grådkvalt. Ane rystede igen på hovedet.

”Jeg har lige slået en mand ihjel, jeg skal være alene for en tid,” svarede hun hæst. Jesper nærmest sprang frem mod hende.

”Har vi en chance? Det er alt hvad jeg er interesseret i at vide!” Anes tårer var begyndt at løbe ned af kinderne på hende.

”Hvis du stadig er der, når jeg er klar til det, så har vi…”

***

To måneder var gået, siden Joakim blev lagt i graven. Anes humør var blevet bedre og skyldfølelsen skubbet i baggrunden. Kirsten havde kæmpet som en gal for at få hende på benene igen, men det eneste hun kunne tænke på, var at hun var skyld i Joakims død. Hun vidste ikke, hvad hun skulle have gjort og blive i forholdet var umuligt.

Hun tog sig sammen og gik ud for at købe noget mad. Hun havde stort set ingenting i køleskabet. Hun havde været doven på det sidste og været sløset med sig selv. Hun savnede Jesper afsindigt og det havde gjort ondt at bryde med ham. Hun følte, hun ikke kunne komme videre med sit liv. Hun havde nok forspildt chancen hos ham og det var jo også hendes egen skyld, skønt Kirsten gang på gang havde sagt det modsatte. Nu skulle der ske noget nyt. Nu ville hun se verden udenfor.

Hylderne osede af lækre varer, og hun kunne have det hele. Hun fik en trang til at fylde kurven med ting, hun ikke havde brug for.

”Hej,” sagde en stemme bag hende. Hun vendte sig om og så Jesper lige i øjnene. Hun smilte bredt og fyldtes med glæde.

”Hej, hvordan går det?” spurgte hun og tog sig grundigt sammen for at tårerne ikke skulle flyde frem af glæde, over at se denne dejlige skabning. Ham, hun engang elskede inderligt og som var blevet hendes bedste ven – hun elskede ham stadig lige så inderligt. Hun følte, at ingenting havde ændret sig i hende.

”Joeh, det går da,” svarede Jesper friskt og smilte. ”Du ser godt ud, Ane, det må jeg sige!”

”Tak skal du have – det gør du også!” De stod begge og betragtede hinanden uden at sige noget. De var begge usikre og på vagt.

”Jeg skal have købt lidt ind, jeg har ingenting derhjemme,” fik Ane endelig sagt.

”Ja, det skal jeg også.” Jesper samlede sig. ”Kan du have det godt, Ane?” Hun nikkede.

”I lige måde…”

De gik hver sin vej. Ane kunne ikke se noget frem for sig. Hun måtte se ham igen. Hendes hjerte hamrede og sveden drev af hende. Hun vendte sig om for at gå tilbage. Han var der ikke mere. Hun kunne ikke se ham nogen steder. Hun småløb rundt mellem reolerne og blev pludselig grebet i en stærk arm for enden af en reol. Jesper holdt hende fast ind til sig.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han. Ane lukkede øjnene i hans favntag og tårerne fik frit løb.