Novelle (mystik, drama)

Patty sad på sin seng og følte sig på sine ømme skuldre. Hendes arme var fyldt med blå mærker og det føltes som om, hendes brystkasse var blevet større i nattens løb. Det gjorde især ondt når hun trak vejret. Hun fyldtes med vrede over den mand, der var så ond mod hende. Hun sværgede ved sig selv, at hun en dag ville gøre ham ondt. Hun ventede bare på det rigtige tidspunkt. Hun rejste sig og rettede på sit tøj. Hendes krop gjorde ondt, men der var ingen vej udenom. Hun skulle i gang med dagens gerninger.

Det engelske bondehus så helt almindeligt ud, bygget af sten som var karakteristisk for området, med de bløde bakkers tynde lag af granitrester. På husets ene hjørne stod et mimosetræ og roser skød op i massevis, på alle sider af huset. I de sidste to århundreder siden husets opførelse, var der blevet bygget til flere gange. Den ene tilbygning var et stort køkken, der fyldte hele den bagerste del af huset. I køkkenet var der et enormt jernstøbt komfur, som var placeret i midten af den yderste væg. Døren i den væg ledte ud til gårdspladsen. Senere blev der bygget et mejeri ved siden af køkkenet, med indgang gennem en tung trædør. Tilbygningerne fortalte om periodiske velstandsdage for huset og de var for længst forbi.

Den ene halvdel af bondehuset var lejet ud til en familie med tre børn. Bonden og hans datter Patty, boede i den anden halvdel. Patty var fireogtyve. Hun var kraftig bygget, robust og stærk. Hun var døv og brugte sit kropssprog, så godt hun kunne. Af de lokale var hun stemplet som dum.

Bonden var et strengt og stædigt menneske, som gryntede i stedet for at tale og siden der var meget få som besøgte dem, var der kun Patty at tale med. Hun lavede kun få lyde, medmindre hun blev slået, hvilket ofte skete, hvor hun så lavede strubelyde som et dyr. Hun havde aldrig gået i skole og der var ingen bøger i huset, med undtagelse af nogle få journaler om landbrug. Pattys dag begyndte med morgenmalkning og fortsatte med huslige pligter indtil sengetid.

Når hun var ked af det, kiggede hun ud på mimosetræet fra køkkenvinduet. Det var hendes stolthed. Mimosetræer er svære at få til at gro og dette var det eneste i området. Hun havde fornemmelsen af, at så længe hun var der, så var træet der også. Som om de holdt hinanden i live.

Alle på gården arbejdede eller var bare lidt produktive, undtagen børnene. De betragtede gården og dens omgivelser som en fornøjelig legeplads – et levende eventyr med både feer og monstre. Børnene var der af nødvendighed. De var ikke vellidt eller ønsket af hverken bonden eller Patty. Hun tolererede deres gennemgang gennem køkkenet til bagdøren, så længe de ikke afveg fra den direkte gang fra dør til dør. Bare de gik hen mod mejeriet, fik Patty til at jage dem ud af køkkenet. Som de fleste børn var de tit onde og moppede Patty fordi hun ikke kunne tale. De så hende som en drage de skulle passe på, og sommetider pillede de blade af mimosetræet bare for at få hende til at jagte dem. Pattys raseriudbrud, født af frustrationen over ikke at kunne udtrykke sig, var så skrækindjagende, at det tit var nok til at holde dem af vejen. Det var heller ikke svært eftersom Patty var begrænset til kun at opholde sig i kostalden, køkkenet og mejeriet.

Hun gik sjældent andre steder hen og forlod aldrig gården. Hvis hun vovede sig væk fra sit territorium, slog hendes far hende sønder og sammen. Det var hans måde at tale med hende på. Han gik ikke ud fra at hun forstod andet end det. Bonden behandlede sin datter som en genstridig ko og når han endelig ville have, at hun skulle gå et andet sted hen, ville han vende hende rundt og klaske hende i nakken for at få hende til at gå fremad. Patty var en robot – en effektiv landbrugsmaskine.

At Patty ikke kunne tale, vækkede to reaktioner i folk. De gjorde grin med hende eller de lod hende være. Hendes styrke og frygtelige temperament vækkede ikke folks sympati. Arbejderne, der kom hvert år for at hjælpe til med høsten, elskede at provokere hendes temperament hvilket ikke var svært. Så ville de grine ad hendes forgæves forsøg på at udtrykke sin vrede, mens hun jagtede dem og smed ting, hun kunne finde på jorden, efter dem. Naboerne lod hende være. De var vant til hende og ville ikke have problemer med bonden.

Høsttiden kom og alle ventede på arbejderne, der skulle hugge hveden og smide det i tærskeren, for at sortere kornet fra. Denne gigantiske maskine var lejet til formålet hvert år. Patty havde travlt i mejeriet, med at lave de bjerge af mad, som arbejderne ville fortære.

Hun var ved at lave ost og gjorde klar til at kærne smør, da hun lagde mærke til gårdens ældste barn, Elise, der gik langs hækken og spiste blåbær, mens hun plukkede vilde blomster. Hun ænsede ikke Elise ret længe og fortsatte arbejdet. Det var en solrig dag som alle andre sommerdage, og nætterne var kun korte hvilestunder.

Med en buket blomster i hånden gik Elise ind i køkkenet. Døren til mejeriet var åben. Hun havde aldrig set mejeriet indefra, så hun gik hen til døren og kiggede ind. Væggene var af sten og vinduerne var små og høje, så bygningen var i stand til at holde det koldt. Patty var ved at skille mælk. Hendes ansigt så mildere ud end sædvanligt. Dette var hendes domæne. Her var hun noget særligt. Stedet kunne ikke køre rundt uden hende, og hun kunne fremstille ost og smør som ingen andet i området.

Elise blev stående i døren, til Patty fik øje på hende og rakte armen med buketten ud, for at tilbyde hende blomsterne. Patty stirrede på hende et kort øjeblik hvorefter hun vinkede hende til sig. Elise gik ind i mejeriet og lukkede døren bag hende.

”De er til dig,” smilede Elise, selvom hun godt vidste, at Patty ikke kunne høre hende.

Patty så skeptisk på hende og tog blomsterne. Hun satte dem forsigtigt i vand i en kande. De vilde blomster så fremmede ud, i det sterile miljø i mejeriet med lyse farver, der ikke passede sammen. Hun så tilbage på Elise, der igen smilede til hende og gengældte hendes smil.

Elise så sig om i mejeriet og begyndte at gå rundt i rummet. Patty holdt øje med barnet, der nysgerrigt undersøgte de underlige maskiner og containere. Patty gik efter hende og prøvede med kropssprog at forklare hende, hvordan ost blev til og hvordan mælk blev skilt. Kommunikationen var svær til at begynde med, men snart lærte de at forstå hinanden. Patty viste Elise hvordan man betjente maskinen, der kærnende smør. Det var hårdt arbejde. Smørkærnen var gammel og tung. Som smørret begyndte at forme sig, kunne Elise ikke længere dreje håndtaget, så Patty placerede sine hænder ovenpå hendes og sammen drejede de, indtil smørret var færdigt. Pludselig indså Patty hvilke konsekvenser dette kunne have for Elises sikkerhed. Hun kunne komme galt af sted på mere end én måde. Elise kunne få fingrene i maskinen og komme grueligt til skade, men hvad endnu værre var, hun kunne blive opdaget af bonden. Patty gik hen til døren, åbnede den og gav tegn til at Elise skulle gå. Hun betragtede Elise mens hun gik over gulvet og ud på gårdspladsen. Patty gik atter ind i mejeriet og lukkede den tunge dør bag hende.

Dette var dog kun begyndelsen. Elise begyndte at hjælpe Patty med hendes pligter og Patty lærte hende at malke en ko og fodre hestene. Sammen samlede de æg og fodrede hønsene. Elise var glad for disse opgaver og følte at der var brug for hende. De vidste begge, at deres venskab måtte forblive en hemmelighed og at det ville blive betragtet som en indblanding i arbejdet på gården. Bonden var ved at blive gammel og der var mere arbejde end to mennesker kunne klare. Han ville betragte barnet som en klods om benet på Patty, der ville blive forhindret i at arbejde. Elise havde lært at komme, når bonden var kørt afsted.

Patty og Elise var et umage par og de havde snart udviklet et varmt og stærkt venskab. Elise var et lyst barn – et stykke tidselfnug, der vilkårligt svævede over engene og skovene i en verden der altid var ny og spændende. Patty begyndte at følge Elise over engene indimellem, når hun trængte til en pause. Det var som om, hun fik en helt ny verden at se. Noget hun ikke engang havde turdet drømme om. Elise viste hende, hvor fuglene havde bygget rede sidste forår. De travede igennem de skarpe stubbe af hugget hvede og betragtede de utallige små væsener som virkede så fri, men dog så tynget af at skaffe føde som Patty var. De fandt et sted, hvor de kunne plukke hasselnødder og knækkede dem mellem to sten. Sommetider gik de langs hækken for at plukke blåbær, som hang i masser imellem buskene. Det var en tid for skønhed og eventyr, men den lange sommer var næsten forbi.

En dag kom de tilbage til gården senere end de plejede og så bilen parkeret på gårdspladsen. Bonden var kommet tilbage og ledte efter Patty. Da han så dem komme frem af engene, bandede og svovlede han, mens han gik imod dem. Patty satte i rend og løb mod køkkenet. Elise var skrækslagen og begyndte at græde.

Patty stod i køkkendøren og stirrede på sin far, mens han voldsomt rystede den lille pige og trak hende med til sine forældre for at klage over hende. Hun fyldtes med vrede og anger og havde lyst til at gøre noget. Hun måtte beskytte Elise så godt hun kunne, mod den onde mand. Hun vidste, at Elise aldrig ville turde vende tilbage.

Hun drejede om og gik ind i mejeriet. Hun travede arrigt op og ned ad gulvet, og hendes vejrtrækning blev tungere. Hun rystede indeni så hun svedte, men hun vidste, hvad der nu skulle ske. Noget hun havde lovet sig selv længe. Hun så rundt i mejeriet og fik øje på kniven som hun brugte til at skære ost med. Langsomt tog hun kniven i hånden, vendte sig om mod døren og ventede på sin far.

***

Patty gravede det meste af natten, til hun mente at hullet var stort og dybt nok til at kunne dække bonden. Hun svedte som en hest, men følte sig ikke træt. Hun følte sig fri og lettet over, at hun nu ikke havde nogen til at bestemme over sig. Hun kunne køre stedet bedre end ham, og dem der mente det anderledes, kunne bare vente sig. Det var sidste gang de havde sagt, at hun var dum. Hun tog bonden i benene og hev ham ned i hullet. Hun rev alt sit blodige tøj af og smed det ovenpå ham. Hun dækkede hullet til, stampede på det og smed mere jord og blade på.

Nøgen som hun var, gik hun tilbage til huset. Hun skulle bare gøre det sidste rent indeni huset. Så var det som nyt. Hun havde kørt bilen ned til søen, ved marken, hvor han plejede at arbejde. I morgen kunne hendes nye liv starte. Hun ville starte sin morgen, som hun altid havde gjort.