Novelle (Kærlighed, mystik)
”Find dig en anden,” sagde Kirsten bestemt. Hun så ud til at mene det og det vidste Ane også godt. Kirsten pakkede aldrig noget ind. De sad på natklubben, hvor musikken buldrede ud af højtalerne og de var omgivet af de samme fulde og fjollede mennesker, som plejede at være der. Ane spekulerede på om hun var den eneste, der ikke var i godt humør. Hun forestillede sig at folk lagde mærke til hendes sure ansigt, med øjne der ikke udstrålede noget som helst. Det var jo meningen man skulle være glad og more sig sådan et sted, men Ane havde svært ved at se noget sjovt i hendes liv i det hele taget.
”Åh ja, flere problemer,” svarede Ane og fremtvang et smil. ”Skulle det nytte noget?”
Kirsten tændte en smøg og så på hende. ”Var det ikke bedre at du kom ud af dette forhold som bare ødelægger dig? Du føler jo ingenting. Du går bare og dagdrømmer. Ane, for fanden,” råbte Kirsten og skruede sit gode humør på, ”han er ikke værd at samle på, indse det. Han bestiller ikke andet end at brokke sig over hvad du gør og ikke gør. Han har et frygteligt temperament og ser ud til at hade alt og alle. Han er sjældent glad, Ane, og det går ud over dig hver dag!” Kirsten var meget opstemt. Der skulle ske noget og allerhelst i aften.
”Sidder der nogen her?” Ane så op. Hun mistede mælet, da hun så den smukke skabning. Han sendte hende et smil og satte hovedet på skrå. Ane smilte genert og så pludselig ned i gulvet. Hun følte sig virkelig dum over sin generthed. Hun var sjældent genert, men en masse velkendte følelser fyldte hende. Følelser som havde været borte længe, men stadig lå og lurede i underbevidstheden. Ane tog det som et tegn på at der stadig var liv i hende og smilte ved tanken.
”Nej,” råbte Kirsten for at overdøve musikken. ”Sæt jer bare her, vi kunne godt trænge til selskab.” Kirsten slog ud i et grin og det samme gjorde de to mænd. Ane opdagede den anden mand nu og hilste på ham.
”Jeg hedder Jesper,” sagde skønheden og rakte hende sin hånd.
”Ane,” svarede hun og smilede til ham. Han gengældte hendes smil og blev ved med at holde øjenkontakten. Hans ven præsenterede sig som Allan og han og Kirsten faldt hurtigt i snak. Kirsten var helt oppe på dupperne og tog Allan med ud på dansegulvet.
”Så er vi helt alene,” smilte Jesper, ”lad os skåle på det!”
”Ja, det er vi jo,” svarede Ane og følte sig dum over den bemærkning. Hun følte, hun svedte over hele kroppen og især i hænderne. Hun bad sig selv om at falde til ro, ellers mistede han nok interessen. De fik brudt isen og talte i timevis. Kirsten og Allan var forsvundet, men det varede længe før Ane og Jesper opdagede det.
”Det er sjældent, man møder én man kan tale så godt med som med dig,” sagde Jesper. Ane nikkede og tog hans hånd.
”Lad os danse,” sagde hun og rejste sig op. Hun havde fået et par drinks og alt gik meget bedre. Nu var hun fast besluttet på at tage Kirsten på ordet og prøve at leve igen. De dansede tæt og lod hænderne glide henover hinandens kroppe. De kom hinanden nærmere og deres læber berørte hinanden blidt. Ane lukkede øjnene. Hun ville føle dette her fuldt ud. Hun ville svæve på skyen igen. Kyssene blev vildere nu og hun følte det som hun var ved at besvime. Han hviskede søde ord i hendes øre og hun slugte det hele. Hun brændte for at høre mere. Nu kunne det være lige meget om han fyldte hende med løgn. Det var nuet der gjaldt. Ingen andre end de to eksisterede.
Jesper fulgte hende hjem og hun var ligeglad med om de blev set. De var så optaget af hinanden at de ikke ænsede noget omkring dem. Ane havde fortalt ham, at hun ikke boede alene, men Jesper var ligeglad. Han ville se hende igen. De stod udenfor opgangen, hvor hun boede. Kyssede hinanden længe inden de tog afsked. Ane fik hans nummer og hun vidste hun ville gøre brug af det. Han slap hende og sagde ”på gensyn” og hun blev stående, mens hun betragtede hans bevægelser. Hun skulle lige samle sig. Finde den rette maske, hvis Joakim skulle være vågen endnu. Hun følte hun havde været hovedpersonen i en drøm, og når hun vågnede igen ville alt være ved det gamle. Joakim var gået i seng, da hun kom ind i lejligheden. Hun åndede lettet op, og kunne falde blidt ind i drømmeland og fortsætte hvor hun slap.
***
Ane stod op næste eftermiddag til et afsindigt rod i lejligheden. Hun havde ikke lagt mærke til det, da hun kom hjem. Joakim sad foran tv’et med en pose chips, og så ud til at være ligeglad med verden omkring ham. Det irriterede hende at se lejligheden i denne stand. Men det var typisk. Joakim kunne ikke tage sig sammen til at lave noget husligt. Han interesserede sig kun for fjernsynet og sine venner. Hun havde forsøgt at få ham til at søge job, men ikke en gang det kunne han tage sig sammen til. Hver dag kom hun hjem fra skolen og kunne begynde at rydde op og gøre rent efter ham. Dumme, beskidte svin, gøs hun. Hun afskyede ham nu og hun kunne ikke længere se noget formål med deres forhold. Hun følte intet, når hun så på ham. Hun gik gennem stuen og ud på badeværelset uden et ord. Joakim kiggede på hende ud af øjenkrogen mens hun gik forbi, men sagde ingenting. Ane tog et langt og varmt brusebad mens hun drømte sig tilbage til natten i forvejen. Hun måtte se Jesper igen og det kunne ikke gå stærkt nok.
”Nåh, var det sjovt i går?” spurgte Joakim.
”Udmærket,” svarede hun kort. Joakim ventede på mere.
”Skete der noget særligt?” Spurgte han så.
”Næh, vi dansede og snakkede og havde det sjovt,” svarede hun. Og hvorfor interesserer du dig pludselig for hvad jeg laver? Ane gøs igen og følte ingen dårlig samvittighed. Hun tog hurtigt tøj på i soveværelset og gik ind i stuen igen.
”Jeg smutter over til Kirsten. Der må gerne være ryddet op, når jeg kommer hjem igen.” Sagde hun. Joakim skulede mens han stadig have et øje på fjernsynet.
”Hvornår kommer du så hjem igen?”
”Det ved jeg ikke,” svarede Ane, ”du skal ikke vente med mad eller noget.” Joakim stirrede på hende og fór op fra sofaen.
”Hvem fanden tror du egentlig, du er? Tror du bare at kan kommandere rundt med mig og så skrider du bare?!”
”Jeg vil gerne have, at du rydder op efter dig og dine venner. Det er ikke mig, der har lavet alt det rod. I øvrigt gør du også hvad der passer dig! Vi er aldrig alene. De er her altid! Ja, jeg skrider nu, jeg vil være mig selv nu!” Ane rev sin jakke ned fra stumtjeneren og gik mod døren. Joakim tog fat i hendes arm.
”Ane, for fanden! Kan vi ikke snakke om det?” Ane så opgivende på ham.
”Nu vil du pludselig snakke! Men nu har JEG ikke tid!” Hun rev sig løs og smækkede døren bag sig.
***
Hun fandt en telefonboks. Hendes hjerte hamrede og svedperlerne begyndte at springe frem på hendes krop. Hold nu op, Ane. Der er sgu’ da ikke noget at være nervøs over! Hun hev den lille seddel frem med Jespers nummer og begyndte at ringe op. Hun koncentrerede sig om at ramme de rigtige knapper mens tusind tanker fór gennem hovedet på hende. Hvad nu hvis han havde fortrudt? Røret i den anden ende blev taget og Jesper blev glad for at høre hendes stemme. Hun åndede lettet op og følte glæden overstige nervøsiteten.
I Jespers arme kunne hun gemme sig og føle varme og tryghed. Hans kærlige strøg og varme, bløde kys fik hende både til at gå tilbage i drømmetilstanden og glemme alle sorger omkring hende. Her kunne hun for en stund gemme sig fra den virkelige verden, der lurede og ventede udenfor. Hun havde lyst til at vise Jesper frem for hele verden og bekende sin kærlighed fuldt ud. Jesper kunne mærke, at hun havde brug for at tale om sit liv og han var villig til at lytte. I ham havde hun ikke kun fundet en kæreste; hun havde fundet en fortrolig ven der ligesom hende havde oplevet livets grå sider.
***
Når hun kom hjem til sig selv blev hun igen konfronteret med Joakim. Hans roderi og dårlige humør var ved at knække hende, og hun følte de dårlige vibrationer, så snart hun nærmede sig sin hoveddør. Hun vidste, hvad hun skulle i gang med, så snart hun trådte indenfor og lukkede bevidst øjnene for svineriet der mødte hende. Hun kendte vejen til skabet med støvsugeren, som sin egen bukselomme. Joakim kunne råbe højt bare ledningen til støvsugeren, var i vejen for ham.
Han eksploderede, når hun ikke ville give ham penge til de nye sko, han lige havde set på tilbud, skønt Ane forklarede ham at de skulle have penge til hele måneden. Den samme dag han havde været på bistandskontoret, forlangte Ane den halvdel af huslejen, han skulle betale og resten gik til vennerne, der troligt troppede op og forlangte de penge, han skyldte dem. Så havde han ikke flere og det var stadig den første i måneden. Ane kæmpede med sit lille stipendium hun fik tildelt for at gå i skole og det skulle forsørge dem begge. Sådan havde det stået på i over et år. Han var da begyndt på en uddannelse, men blev smidt ud af skolen, fordi han aldrig mødte op. Han hadede at stå tidligt op og kunne først tage sig sammen til noget ved middagstid.
Nytårsaften gik det helt galt. Ane huskede stadig den aften med afsky og det var tre måneder siden nu. De havde været i byen med nogle venner og Joakim ville have sex, da de kom hjem. Hun havde ikke lyst; hun var træt og også for fuld. Joakim var uden et ord gået ind i stuen, mens Ane gjorde sig klar til at gå i seng. Hun stod med ryggen til ham, da hun mærkede at han igen stod i døren til soveværelset. I det hun vendte sig om kom der noget flyvende direkte imod hende og ramte hende hårdt i tindingen. En appelsin ramte gulvet og Ane rystede som et espeløv. Joakim stod kold og roligt og skulede til hende i døren. Hans øjne blev sorte og alt hvad de udstrålede var koldblodigt had.
”Hvad er det du gør?” Skreg Ane og tog appelsinen og kastede den tilbage til ham. Hun vidste godt, at hun ikke kunne ramme lige så godt og så hårdt som han, men hun var ude af stand til at tænke klart i dette øjeblik. Joakim sagde ikke et ord, men kom hen til hende og stak hende en knytnæve i ansigtet, så hun faldt bagover og ramte sengebordet.
”Hvis jeg ikke kan få sex, hvad fanden skal jeg så bruge dig til?” Hvæste han. Han gik ind i stuen og tændte fjernsynet. Ane kunne høre ham smide sig i sofaen og smække benene på bordet. Hun kom op fra gulvet og satte sig på sengekanten. Hendes blod fór gennem årerne på hende og hun sitrede over hele kroppen. Hun gemte sig under dynen og græd sig i søvn.
***
”Hvor længe har du tænkt dig at det her skulle stå på?” Jesper så direkte på Ane, uden at blinke.
”Jeg prøver, at finde en mulighed for at gøre det forbi med Joakim på en god måde. Jeg er bange for at han flipper ud!” Svarede hun.
Jesper vendte det hvide ud af øjnene og sagde: ”Og hvordan gør man så det?”
Ane så på ham og mærkede irritationen stige. ”Det ved jeg altså ikke!” Hun følte sig under pres, men forstod også Jesper. De havde kendt hinanden i en måned og Jesper var træt af, at skulle skjule sin kærlighed. Han gik hen til hende og omfavnede hendes ansigt med sine hænder.
”Jeg kan altså ikke fortsætte sådan. Jeg savner dig vildt når vi ikke er sammen. Jeg vil have dig her om natten – ja – hele tiden. Jeg vil kunne gå hånd i hånd med dig på gaden, for fanden!”
Ane mærkede tårerne stige og alt hun kunne gøre var at nikke. Hun tog hans hænder væk fra sit ansigt og holdt om ham.
”Hvad siger du så?” Spurgte han stille. Ane måtte tage sig gevaldigt sammen for ikke bryde vildt ud i gråd.
”Jeg er ikke i tvivl om at det er dig jeg vil have. Jeg skal nok gøre det – meget snart.” Forsikrede hun ham.
***
Telefonen ringede arrigt, men Joakim læste videre i sin avis skønt han sad nærmest til at tage den. Ane løb gennem stuen og greb røret. Hvis der var noget hun hadede, var det en telefon, der blev ved med at ringe.
”Hvad så, går det godt?” Det var Kirsten. Hun lød som om der var et helt specielt formål med hendes opringning.
”Det går da,” svarede Ane i så glad en tone, som det kunne lade sig gøre.
”Det tænkte jeg nok! Når der er gået tre timer, ringer jeg igen, og så har du bedt ham om at flytte!” Kirsten havde lagt røret på inden hun nåede at svare. Hun stod som lammet med røret i hånden.
”Hvem var det?” spurgte Joakim og brød stilheden. Der var selvfølgelig lyden af fjernsyn, men det stod stille for Ane.
”Nå, det var bare Kirsten, hun havde lidt travlt,” svarede hun.
”Nå, men hvad ville hun da?” Joakim ænsende ikke avisen et stykke. Ane stirrede på ham. Hun havde svært ved at finde ord lige nu, men de kom til hende uden hun mærkede dem.
”Det ringede på døren i det samme, så hun ringer senere.” Joakim havde holdt blikket på hende, men så igen ned i avisen. Hun betragtede hans øjne, mens hun stadig stod på samme sted. Pludselig skød der en kraft op i hende og hun satte sig i sofaen overfor ham.
”Jeg synes, vi skal stoppe,” fik hun endelig sagt.
***
Hun havde siddet der længe, inden hun blev afbrudt af telefonen. I mellemtiden havde hun slukket for fjernsynet og bare nydt stilheden. Men hun havde ikke rejst sig. Hun greb telefonen.
”Nå, hvordan går det så?” Kirsten havde en anden tone på denne gang.
”Jeg har gjort det forbi; det endte med et brag.” Ane fortalte hvad der var sket. Hun havde fortalt Joakim alle grundene til hendes brud. Hun bad ham om at flytte ud til én af hans kammerater. Han var blevet ked af det, men havde også rast af hende. Han havde taget sig til hovedet; revet sig selv i håret. ”Du er en kælling! Alle kvinder er kællinger!” Havde han råbt. Ane havde ladet ham rase ud og hun fulgte hver en bevægelse han gjorde, inden han stormede ud af døren. Hun kunne høre Kirstens åndedrag i den anden ende, mens hun fortalte historien.
”Godt gået, tøs!” Kirsten lød glad og lettet. ”Nu har du chancen for at leve!”
”Jeg er bange for hvad han vil gøre,” Ane tøvede. Hun var stadig ikke rolig ved situationen.
”Husk at du har venner,” trøstede Kirsten. Ane kunne høre hende smile. De blev afbrudt af dørklokken.
”Det ringer lige på døren – vent lige!” Ane gik ud for at åbne og hun huskede at hun havde brugt dørklokken som undskyldning for at Kirsten ringede tilbage senere. Hvor ironisk, tænkte hun og smilede ved sig selv. Smilet stivnede, da hun åbnede døren og øjnene to politibetjente.
”Er du Ane Zachariassen?” spurgte den ene. Ane så lamslået på dem og nikkede.
”…og du bor sammen med Joakim Gottlieb?” fortsatte betjenten. Ane nikkede igen.
”Så har vi en sørgelig meddelelse til dig…må vi komme indenfor?”
***
Joakim løb ned ad gaden. Ned i den indre by. Han holdt hænderne for sit hoved. Han skulle bare have disse frygtelige dæmoner ud af kroppen. Så skulle det nok gå alt sammen. Så ville han tage hjem til Ane og bede om tilgivelse. Tilgivelse for alt det onde, han havde gjort. Det var dæmonerne, der fik ham til at gøre det mod hende. De fik ham til at råbe af hende. De fik ham til at slå hende, og det ville han bede om tilgivelse for. Hun havde grædt af fortvivlelse og havde ikke talt til ham i en måned. Det ville han bede om tilgivelse for. Han ville lægge sig på sine grædende knæ og tigge hende. Tigge, tigge, tigge! De fandens dæmoner. De kom til ham hver dag. De skulle af vejen. De skulle slås ihjel. De skulle altid gøre det modsatte af, hvad han ville. Han ville forandre sig nu. Han ville tage sig sammen og jage dem væk. Lastbilen havde han ikke hørt i sin fortvivlelse. Han løb lige ud foran den. Den kunne umuligt nå at stoppe. Han havde ikke hørt den, skønt den var tæt på. Det var dæmonerne, der fik ham til det…
***
Ane holdt sig i baggrunden til Joakims begravelse. Hele hans familie stod sørgende omkring kisten og lyttede til præstens ord. Ane vendte sig og gik. Hun begyndte at småløbe. Hun måtte bare hjem. Hjem, for at være alene. Jesper ventede på hende ved hendes dør.
”Er du okay?” spurgte han og ville holde om hende. Hun trak sig væk fra ham.
”Ikke nu Jesper, jeg skal være alene nu”, svarede Ane og begyndte at føle arrigskab. Hun tog sig selv i det. Det havde han jo ikke fortjent.
”Er der ikke noget jeg kan gøre for dig? Hvad med os?” Han så fortvivlet på hende. Ane trak vejret i dybe åndedrag. Hun så på ham og rystede på hovedet.
”Har jeg mistet dig?” Spurgte Jesper grådkvalt. Ane rystede igen på hovedet.
”Jeg har lige slået en mand ihjel, jeg skal være alene for en tid,” svarede hun hæst. Jesper nærmest sprang frem mod hende.
”Har vi en chance? Det er alt hvad jeg er interesseret i at vide!” Anes tårer var begyndt at løbe ned af kinderne på hende.
”Hvis du stadig er der, når jeg er klar til det, så har vi…”
***
To måneder var gået, siden Joakim blev lagt i graven. Anes humør var blevet bedre og skyldfølelsen skubbet i baggrunden. Kirsten havde kæmpet som en gal for at få hende på benene igen, men det eneste hun kunne tænke på, var at hun var skyld i Joakims død. Hun vidste ikke, hvad hun skulle have gjort og blive i forholdet var umuligt.
Hun tog sig sammen og gik ud for at købe noget mad. Hun havde stort set ingenting i køleskabet. Hun havde været doven på det sidste og været sløset med sig selv. Hun savnede Jesper afsindigt og det havde gjort ondt at bryde med ham. Hun følte, hun ikke kunne komme videre med sit liv. Hun havde nok forspildt chancen hos ham og det var jo også hendes egen skyld, skønt Kirsten gang på gang havde sagt det modsatte. Nu skulle der ske noget nyt. Nu ville hun se verden udenfor.
Hylderne osede af lækre varer, og hun kunne have det hele. Hun fik en trang til at fylde kurven med ting, hun ikke havde brug for.
”Hej,” sagde en stemme bag hende. Hun vendte sig om og så Jesper lige i øjnene. Hun smilte bredt og fyldtes med glæde.
”Hej, hvordan går det?” spurgte hun og tog sig grundigt sammen for at tårerne ikke skulle flyde frem af glæde, over at se denne dejlige skabning. Ham, hun engang elskede inderligt og som var blevet hendes bedste ven – hun elskede ham stadig lige så inderligt. Hun følte, at ingenting havde ændret sig i hende.
”Joeh, det går da,” svarede Jesper friskt og smilte. ”Du ser godt ud, Ane, det må jeg sige!”
”Tak skal du have – det gør du også!” De stod begge og betragtede hinanden uden at sige noget. De var begge usikre og på vagt.
”Jeg skal have købt lidt ind, jeg har ingenting derhjemme,” fik Ane endelig sagt.
”Ja, det skal jeg også.” Jesper samlede sig. ”Kan du have det godt, Ane?” Hun nikkede.
”I lige måde…”
De gik hver sin vej. Ane kunne ikke se noget frem for sig. Hun måtte se ham igen. Hendes hjerte hamrede og sveden drev af hende. Hun vendte sig om for at gå tilbage. Han var der ikke mere. Hun kunne ikke se ham nogen steder. Hun småløb rundt mellem reolerne og blev pludselig grebet i en stærk arm for enden af en reol. Jesper holdt hende fast ind til sig.
”Jeg har savnet dig,” hviskede han. Ane lukkede øjnene i hans favntag og tårerne fik frit løb.
