Novelle (mystik)

Gamle Laura sad og skuttede sig ved den grankvist, hun gennem kommunen var blevet bevilget. Det var nemlig sådan, at et par godgørende gartnere nord for byen, havde fået den smukke tanke hver jul at skænke kommunen et parti grankviste, til uddeling blandt de syge og gamle. Kvisten var sprøjtet med hvid glimmermaling. Lidt kulørte bånd var der også. Den kunne såmænd godt gøre det ud for et juletræ – i alt fald til en enlig.

Hun kunne ikke lade være med at røre ved grankvisten. Det er typisk Laura. Hun smilede ved sig selv. Smilet stivnede lidt, uden at hun egentlig tænkte over det. Det, hun tænkte på, var alle de juleaftener hun havde holdt for sin familie…

Hun havde altid brugt hele december måned på at forberede denne aften. Ikke en dag var gået spildt. Hun havde sørget for at børnene fik deres pakkekalendere, at der blev bagt småkager og lavet konfekt. Hun inviterede altid de familiemedlemmer hun ikke skulle tilbringe juleaften med, til julegløgg og æbleskiver og hvad der ellers hører til. Hun lavede selv sit julepynt og insisterede på at børnene skulle have en julehistorie hver aften inden de skulle sove. Hun elskede, at se denne forventning og glæde i deres øjne og elskede at overraske dem. Jens, hendes mand, forsøgte at holde modet oppe med alle hendes julerier. Han syntes, det var noget pjat, at gøre så meget ud af det. Det var unødvendigt. Men når Laura knoklede med julegåsen, kålen, de brunede kartofler og alt det andet der hørte til julemiddagen – ja, så var Jens glad. Så var det ham, der havde glæde og forventning i øjnene. Han kredsede konstant om hende og gryderne, indtil Laura måtte skrue tonen på og smide ham ud af køkkenet.

”Ja – kære Jens. Det var måske noget pjat. Jeg gjorde nok for meget ud af det. Se mig nu. Nu er her ingen. Jeg helt alene…” Laura talte med Jens hver dag. Det var ligesom om, han var den eneste, der rigtigt lyttede. Hun rørte igen ved grankvisten. Hun skulle altid røre ved noget, der var smukt.

Den gjorde gavn på mange måder. Grankvisten. Ikke mindst for gartnerne, som jo netop nu sad og gjorde deres tanker ved de strålende edelgranner. Velbehageligt mætte ved kaffen og cognac’en som slutning på et veloverstået gaveræs.

Hæh – ja, tænkte de, Pelsen til mutter – som hun selv havde fået lagt til side – og ungerne lod til at være ovenud tilfredse med de elektriske tog, stereoanlæggene og mountainbike’ene, som med lidt held kunne holde nytåret over. Tanken berørte også leverancen først i december til kommunen og bragte en lille tåre frem i øjet, men som hastigt blev visket bort med spidsen af slipset, for følelser skal man ikke vise. Ja, nu sad alle disse gamle med lys i øjnene ved deres små juletræer. Så klarede vi også overskudsproduktionen, og så kan det trækkes fra når det kommer til stykket. Ikke dårligt.

Lauras hjemmehjælper – Kate – som jo kom to timer hver anden uge, havde da hun var der sidst, gjort nogle juleindkøb og havde glemt at aflevere byttepengene fra købmanden. Men hun kommer jo igen 3. juledag. Så har hun dem nok med.

Hun havde fået udskiftet sin hofte for snart femten år siden. Smerterne var stærke og hun spiste et hav af piller hver dag. Laura var holdt op med at græde over smerterne. Det rørte hende ikke så meget mere. Det var, som om hun havde lært at leve med dem. De skulle ligesom være der. Ellers var hun jo ikke Laura, vel? Så ville hun vel være død.

For et par dage siden havde hun set en udsendelse på TV om et nyt gennembrud for lægevidenskaben. Nu kunne man forlænge livet med mange år. Det var åbenbart ikke nok med at blive halvfems eller hundrede. Laura rystede på hovedet. Hun kunne ikke lade være med at have ondt af de unge læger. For de havde ingen anelse om, hvad de var oppe imod. Hun kunne ikke forestille sig at nogen på hendes alder og med hendes helbred, havde lyst til at blive ældre.

Hun havde holdt sin 85 års fødselsdag i november. Børnene – drengene – kom begge to med blomster og chokolade. Hun fik også en ny pung, som hun blev meget glad for. Børnebørnene gav hende en natkjole og en dejlig varm morgenkåbe. Laura var overvældet. Hun havde ikke set skyggen af disse mennesker i over tre måneder og så nu… Der var jo så meget hele tiden, havde de sagt.

Laura havde spist julemiddag – and – i middags. Kommunens madudbringning ville fordyres væsentligt, hvis man på særlige dage skulle bringe mad ud til de gamle på andre tidspunkter, end sædvanligt. Laura var igen blevet sulten. Mon ikke der skulle være en halv vinge tilbage, og gumpen var der vist også.

Der kronedes med held. Der var lidt stumper tilbage af den kvarte and. Kaffe var der ikke mere af. Det var så svært at få hentet – især siden de havde beskåret hjemmehjælpen.

”Der er dem der må klare sig med mindre,” sukkede Laura fortrøstningsfuldt, hvor har vi det dog godt, tænkte hun og så på ”juletræet”. Hun kiggede rundt i sin stue. På sit julehjem, som hun selv havde pyntet igen i år.

Laura glædede sig over at hun endnu selv kunne pynte sit hjem. Hun havde et gangstativ, men det var for besværligt at gå med indenfor. Det hang altid fast i tæpperne rundt omkring. Hun mente også, at det var bedre at holde sig i gang. Smerterne jog endnu engang igennem hendes krop, men Laura fortrak ikke en mine. Hun holdt fast ved sin sofa, mens hun så ud ad vinduet. Det kunne få hende på andre tanker…

Hun huskede den tid hvor hun forelskede sig i Jens. Nu kunne hun smile. Jens var normalt en glad mand, men kunne dog også være besværlig. Hun savnede ham. Da hun mødte ham havde hun drømt om, at de skulle blive gamle sammen. Men Jens blev kun toogtres år. Kræften havde overvundet ham og han måtte give op. Han havde grædt mange gange, fordi han skulle forlade hende. Han havde sørget for, at hun kunne leve uden ham. At hun kunne opretholde sin standard, som om han stadig var der. Sorgen havde været svær for Laura, men drengene og deres familier havde været der. De havde støttet hende alt hvad de kunne, skønt Laura ikke kunne lade være med at tænke på deres ord: Alting var meget bedre da far levede. Laura spekulerede på om de nu bare ventede på… Hun lod sig ikke mærke med noget.

Sønnerne. Der var to. De havde deres at se til. Den ene havde dog lige lagt vejen forbi, den første december. Han havde talt noget om en mekanikerregning og nogle nye dæk. Han havde da heller ikke afslået, da hun tilbød ham en lille sum. Hun ville have købt fyringsolie for pengene, men mente nu nok hun kunne klare sig lidt endnu. Ovnen kan skrues ned.

Det peb lidt ind ad vinduet. Et enkelt af lysene på grankvisten gik ud. Ja, tænkte hun vedligeholdelse kan det ikke rigtig blive til. Vinduet havde været utæt længe. Næsten siden Jens døde og det er mange år siden. Han var mand for at lave den slags og håndværkerne er så dyre og drengene har ikke tid.

I efteråret havde Laura været på kommunen. Hun havde læst et sted, at man kunne få hjælp til dunkpetroleum og til betaling af ejendomsskatter. Damen ved skranken havde sagt, at hjælp til ejendomsskatter kunne der under ingen omstændigheder være tale om, da hun jo havde lidt renteindtægter ved siden af pensionen.

”I øvrigt må vi overveje at administrere den pension”, sagde hun, ”det er påfaldende hurtigt, dine penge er brugt. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre ved din ansøgning om petroleumshjælp, men så må du også lade være med at bruge fyret og i stedet lukke nogle rum af. Dit hus er alt for stort. Der er andre, der må klare sig med mindre!”

Huset havde Laura og Jens bygget, da de var helt unge. Pengene havde de sparet sammen ved hårdt arbejde. Jens havde selvfølgelig taget det største slæb. Han tog til Sverige for at arbejde i et par år, det kunne betale sig. Laura er sikker på at den ældste af drengene, blev undfanget på den første nat i huset. Hun smilede igen. Hun opdagede en tåre løb ned ad hendes kind. Det var tider dengang. Dengang, hvor alt tegnede lyst og godt. Hun havde været lykkelig sammen med Jens. Sammen kunne de klare hele verden. Snart skulle de ses igen, det var hun sikker på. Det kunne ikke vare længe mere. Hun havde haft et langt og godt liv.

Laura sad endnu en stund i tankerne og lod lysene på kvisten brænde ned. Jeg må i seng – uh, det er blevet sent. Hvor har jeg nu lagt mine piller? – Jo, i køkkenet. Hun følte sig træt og udmattet, så hun tog denne gang sit gangstativ. Hun faldt så lang hun var. Da hun ville rejse sig, kunne hun ikke. Hun kunne heller ikke nå snoren til kaldeanlægget. Den var jo anbragt over hendes seng i det modsatte hjørne af stuen. Det går nok heller ikke at bruge den, tænkte hun, Falck-manden bliver nok vred. Sidste gang sagde han jo, at jeg ikke måtte alarmere, blot fordi jeg skulle tisse.

Varmen fra petroleumsovnen, som var skruet ned, rakte ikke til køkkendøren, hvor hun lå. Hun ærgrede sig lidt over, at hun ikke fik hældt på ovnen.

Ovnen gik ud, men Laura frøs ikke mere. Hendes tanker gik tilbage til hvor hun var ganske ung. Tilbage til, hvor hun var helt lille. Hun så hele sit liv i et kort sekund. Hun smilede igen og lukkede øjnene.

Tre dage efter kom hjemmehjælpen og fandt Laura.

”Er du faldet?” Råbte hun.

Kate så, at Laura var helt blå. Hun prøvede ikke at gå i panik. Hun ringede efter en ambulance. Imens betragtede hun Laura. Hun så så fredfyldt ud, som hun lå der. Med et lille tilfreds smil på læben. Som om alting var i orden. Det var vel i orden at dø, når man var så gammel, tænkte Kate. Hun gøs. Hun kunne ikke tænke sig at blive så gammel. Hun havde set nok. Ambulancen ankom tyve minutter senere. De lagde forsigtigt Laura på en båre og lagde et hvidt lagen over hende.

Laura havde stadig et smil på sine læber…